Kærlighed

En prædiken af Ragnar Boyesen

Læsninger: Johannes 14; 1-23

“Den som har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.” (Johannes 14:21)

Fra tidernes morgen har mennesker tænkt på det bånd som holder alt samlet, den kraft som går ud fra Skaberen, og på det bånd som holder mennesket samlet, på næstekær-ligheden, ja på selve kærligheden.

Dette er menneskesindets højeste mål for tanken, Gud og medmenneskene. De har begge deres bånd, som er en kærlighed.

Den, som sætter sig ned med Ordet, især hvis han modtager den store gave at kunne se bagom bogstavsmeningen til den åndelige mening, for at læse hvad Herren har at sige til menneskene finder, at den lære som overskygger al anden lære i Ordet, er læren om kærligheden.

Læren om Herren, læren om troen, læren om livet og læren om kærligheden er en og samme lære. Sammenfatningen af Ordet kan siges med eet ord: kærlighed.

Skal vi specificere, hvad vi mener kan vi sige: Kærlighed til Herren og kærlighed til vore medmennesker. På denne lov hviler hele loven og profeterne, får vi at vide. (Matt. 22:40)

Læren om kærlighed er hjertet i al åbenbaring. Den udgør hovedinspirationen i alt, som forbinder menneskene i den naturlige verden med himlene. Læren om kærlighed er derfor læren om livet, den lære; der udgår fra Herren selv, som er livet. For Herren er kærlig-heden sådan, som den er i sig selv, og derfor er Han livet, som det er i sig selv. Vi kan af dette drage den konklusion, at det menneske, som lever i kærlighed til Herren og sine medmennesker, det lever i Herren, ja det lever i Ordets eget lys og Herrens varme, fordi det Guddommelige liv indstrømmer og oplyser, og giver nyt liv i dette menneske. Sådanne mennesker er i Herren og Herren er i dem.

Dette er meget tydeligt formuleret i Korinterbrevets 13. kapitel, det den kristne kirke kalder “kærlighedens lovsang”: “Om jeg så taler med menneskers og engles tunge, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm eller en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg
kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig og mild. Kærligheden misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tro alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal
forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profetere stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se
ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykvis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldtud.

Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” (Kor
13:1-13)

I Den Sande Kristne Religion lærer vi, at Luther omsider lærte sig betydningen af den Nye Kirke i den åndelig verden, og at han langsomt kunne tage afstand fra sin falske lære om tro alene, “solla fidismen” fordi han i sin ungdom havde elsket denne kærlighedens lov-sang. “Udforskende engle underrettede mig om, at denne forkæmper (Luther) er i en omvendelses tilstand fremfor mange andre, som har bekræftet sig i retfærdiggørelse ved tro alene, og det er fordi han i sin ungdom, inden han begyndte at udføre reformationen, havde sat sig ind i læren om kærlighedens overordnede herredømme. Derfor formidlede han også så godt, såvel i sine skrifter som i sine prædikener, mange fortræffelige lærer om kærligheden.

Det forholder sig anderledes med dem, som i deres ungdom har bekræftet sig imod kærlighedens ophøjethed. (SKR 796)

Det evigt store og forsonende i den kristne kirke har været og er fortsat menneskers vilje til, at leve efter Herrens eget bud.

Apostlen Johannes udtrykker dette på en smuk måde, når han siger: “Vi elsker, fordi Han
først har elsket os. Hvis nogen siger, at han elsker Gud, men alligevel hader sin bror, da er han en løgner. Hvis han ikke elsker sin bror, som han har set, kan han umuligt elske Gud, som han ikke har set. Dette er det guddommelige bud som vi har fået: den som elsker Gud, han skal også elske sin bror.” (Johannes første brev 4:19 – 21).

Gud er kærlighed. Dette enkle budskab er kristendommens indhold i begyndelsen. At vi
skal møde vores broder med kærlighed, er denne religions fortsættelse. Den kan aldrig for-blive teoretisk, den må være praktisk. En ukendt kristen tænker udtrykte dette på en sær-egen måde for længe siden: “Jeg vandrer kun en gang gennem verden. Enhver god hand-ling som jeg derfor kan gøre, eller en hvilken som helst venlighed jeg kan vise et menneskebarn, giv at jeg må gøre det nu. Giv at jeg ikke må vente eller afstå fra det, for jeg kommer ikke til at gå denne vej igen.”

Lad os ikke vente. Lad os ikke vente med at gå til Herren først, ved det første og største bud, at vi skal elske Herren vor Gud af hele vort hjerte og af hele vor sjæl, ligesom vi elsker vor næste som os selv. Kærligheden til Herren er hensigten med vor vandring i verden. Vor kærlighed til Ham er afgørende for alt andet. Ingen, som ikke elsker sin næste, kan elske
Herren over alt. Nogen, som ikke virkelig elsker sine medmennesker, kan heller ikke elske Herren. “Derfor, alt som I vil at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem, thi dette er loven og profeterne.” (Matt 7:12)

Dette er den gyldne regel, som kommer fra den gyldne sol sådan, Herrens kærlighed sådan som den viser sig over englehimlene, og sådan som den strømmer ned til os alle. Fordi Herren i sit inderste liv og væsen er kærlighed.

Derfor er der denne beskrivelse af Herren i Ordet , som kaldes kærlighedens evangelium.
Enhver ægte kirke bedømmes på grundlag af dette evangelium og ikke ud fra sin lære, men ud fra hvordan denne kirke lever i overensstemmelse med sine egne læresætninger. Kort og godt hvordan kirken formår at være en enhed i kærlighed, selvom opfattelsen af læren er forskellig.

Når kirken bedømmer udenforstående og sine egne udfra kærlighed, da er den en ægte kirke. Da er den visdommens kirke, som har optaget Herrens kærlighed i sin form. “Når en forsamling opvækkes af Herren, er de i begyndelsen uskyldige og den ene elsker den anden, som en broder, dette er velkendt fra den første forsamling efter Herrens ankomst. Alle forsamlingens sønner levede da som mellem brødre, elskede hinanden indbyrdes og
kaldte tilmed hinanden for broder.

Men efter en tids forløb formindskedes menneskekærligheden og forsvandt, og med dens forsvinden indtrådte ondskab i stedet for. Med ondskaben indsneg selv falskheder sig,
derfra kom uenighed og vranglærer, hvilket aldrig ville være sket, hvis menneskekærlig heden levede og herskede, uenigheder ville man da aldrig kalde uenigheder, vranglærer heller ikke for vranglærer, men en bedømmelse af læren efter meningen hos dem som antog den, hvilket man ville overlade til den enkeltes samvittighed, blot den ikke for-nægtede grundsandhederne, hvilket vil sige, Herren, det evige liv, Ordet ; blot det ikke var imod den Guddommelige orden, det vil sige imod de tilbuds forskrifter.” ( AC 1834, ref.
AC 1799).

Herren siger om sig selv: “Jeg er vejen, sandheden og livet: ingen kommer til Faderen uden ved mig,” (Joh. 14:6) En vej, siger Skrifterne, er det liv mennesket lever. Sandheden er de åndelige principper, vi lever efter, og livet er Herren selv. Den som tager imod dette,
er en kristen, fordi han tager imod Herren.

“Hvis I elsker mig, da holder I mine bud” siger Herren. “Den, som har mine bud og holder dem, han er den som elsker mig, og den som elsker mig, skal elskes af min Fader, og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.” ( Joh. 14:21) Herrens bud er næstekærlighed-ens, Gudskærlighedens velvilje og menneskekærlighedens gerninger, som formidler Herrens egen kærlighed og visdom til os.

Kærligheden er Faderen og visdommen formidler denne kærlighed, som en søn formidler sin faders vilje.

At Herren skal åbenbare sig for den som elsker Ham, er Skrifternes klare vidnesbyrd, og det åndelige livs brændende lys. For: “at det åndelig-naturlige menneske beslutter sig til at elske Herren”, betyder at elske det, som er fra Ham, og som i sig selv er det uddommelige, i hvilket Han er. Dette er, at gøre godt mod sin næste, kun på den måde og ikke på nogen
anden , kan man blive elsket af Herren og forbindes med Han gennem kærlighed.

“Et naturligt menneske kan ikke tænke åndeligt om dette, med mindre det kan ses tydeligt foran ham.” (Guddm.Visdom XI) Herren er derfor kærlighedens udspring medens vore medmennesker er næstekærlighedens mål.

Skrifternes ypperligste lære er læren, om menneskets forhold til Herren, i kærlighed til Hans bud. For den som elsker Ham, elsker Ham ikke kun personligt men gør også det, Han påbyder. Al kærlighed har sine egne love, derfor er det kærlighedens kendetegn, at føle en andens glæde som sin egen. At føle Herrens kærlighedsglæde ved at gøre, som Han vil, det er at elske Ham og vor næste.

Mennesket kan ikke elske sandhed, med mindre det lærer sandheden at kende, lærer at adlyde den, og til sidst at ville den. Når man lærer og adlyder sandhed, så kommer det naturlige menneske først. Men når vi vil sandheden, ja elsker den og udfører den i livet, så er det det åndelige menneske i os, som kommer til udtryk.

Når vi måske en dag i jublende glæde skal udføre vor nytte i kærlighed til Herren og med-mennesket, ja så taler det himmelske menneske i os. Fordi det er forbundet med Herren i og gennem sandheden.

Når mennesket nærmer sig Herren gennem sandheden, som er kærlighedens form, nærmer de sig Herren selv, fordi Han er Ordet, den evige og fuldkomne sandhed. Når vi i den hensigt at leve sandheden nærmer os Herren, som er sandheden, og når vi vil bruge den, som vor ledestjerne ved at lade den strømme ud i vore liv gennem kærlighed, ja, da føler mennesket Herren, den åbne dør mellem den åndelige og den naturlige verden, og den åndelige verdens lys og varme indstrømmer og levendegør det. (AC 2063: 3, 2261, G.K.V. 83).

Når mennesket da levendegøres, opfyldes dets kærlighed til nytte, for intet menneske kan elske Herren uden aktivt at hjælpe andre. At elske Herren er at gøre nytte, fordi at gøre nytte tjener vore medmennesker, vore familier, vore forsamlinger, vore samfund, vore lande, ja, hele jordens befolkning, kirkerne på jorden, ja alle himmelske samfund i livet efter døden.

Alle samles vi i denne evige lovsang: Herren er kærligheden, livet og den evige nytte. Sådan som kærligheden er, sådan er mennesket. Kærlighed er velvilje og gerning, for det et menneske elsker, det vil og gør det. (AE 251).

…. Tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden.

Amen.

Læsninger:
Johannes 14:1 – 23

*******************

Arcana Coelestia 10645 oversat af Kristine Widen og Ulla Frandsen – okt. 1997

“Den som har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.” (Johannes 14:21)

Dette er menneskesindets højeste mål for tanken, Gud og medmenneskene. De har begge deres bånd, som er en kærlighed.

Den, som sætter sig ned med Ordet, især hvis han modtager den store gave at kunne se bagom bogstavs-meningen til den åndelige mening, for at læse hvad Herren har at sige til menneskene finder, at den lære som overskygger al anden lære i Ordet, er læren om kærligheden.

Læren om Herren, læren om troen, læren om livet og læren om kærligheden er en og samme lære.Sammenfatningen af Ordet kan siges med eet ord: kærlighed.

Skal vi specificere, hvad vi mener kan vi sige: Kærlighed til Herren og kærlighed til vore medmennesker. På denne lov hviler hele loven og profeterne, får vi at vide. (Matt. 22:40)

Dette er meget tydeligt formuleret i Korinterbrevets 13. kapitel, det den kristne kirke kalder “kærlighedens lovsang”:

“Om jeg så taler med menneskers og engles tunge, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm eller en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstum-me; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profetere stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykvis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldtud.

Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” (Kor 13:1-13)

I Den Sande Kristne Religion lærer vi, at Luther omsider lærte sig betydningen af den Nye Kirke i den åndelig verden, og at han langsomt kunne tage afstand fra sin falske lære om tro alene, “solla fidismen” fordi han i sin ungdom havde elsket denne kærlighedens lov-sang. “Udforskende engle underrettede mig om, at denne forkæmper (Luther) er i en om-vendelses tilstand fremfor mange andre, som har bekræftet sig i retfærdiggørelse ved tro alene, og det er fordi han i sin ungdom, inden han begyndte at udføre reformationen, havde sat sig ind i læren om kærlighedens overordnede herredømme. Derfor formidlede han også så godt, såvel i sine skrifter som i sine prædikener, mange fortræffelige lærer om kærligheden . . . Nr. Det forholder sig anderledes med dem, som i deres ungdom har bekræftet sig imod kærlighedens ophøjethed. (SKR 796). Det evigt store og forsonende i den kristne kirke har været og er fortsat menneskers vilje til, at leve efter Herrens eget bud.

Apostlen Johannes udtrykker dette på en smuk måde, når han siger: “Vi elsker, fordi Han først har elsket os. Hvis nogen siger, at han elsker Gud, men alligevel hader sin bror, da er han en løgner. Hvis han ikke elsker sin bror, som han har set, kan han umuligt elske Gud, som han ikke har set. Dette er det guddommelige bud som vi har fået: den som elsker Gud, han skal også elske sin bror.” (Johannes første brev 4:19 – 21).

Gud er kærlighed. Dette enkle budskab er kristendommens indhold i begyndelsen. At vi skal møde vores broder med kærlighed, er denne religions fortsættelse. Den kan aldrig forblive teoretisk, den må være praktisk. En ukendt kristen tænker udtrykte dette på en særegen måde for længe siden: “Jeg vandrer kun en gang gennem verden. Enhver god handling som jeg derfor kan gøre, eller en hvilken som helst venlighed jeg kan vise et menneskebarn, giv at jeg må gøre det nu. Giv at jeg ikke må vente eller afstå fra det, for jeg kommer ikke til at gå denne vej igen.”

Lad os ikke vente. Lad os ikke vente med at gå til Herren først, ved det første og største bud, at vi skal elske Herren vor Gud af hele vort hjerte og af hele vor sjæl, ligesom vi elsker vor næste som os selv. Kærligheden til Herren er hensigten med vor vandring i verden. Vor kærlighed til Ham er afgørende for alt andet. Ingen, som ikke elsker sin næste, kan elske Herren over alt. Nogen, som ikke virkelig elsker sine medmennesker, kan heller ikke elske Herren. “Derfor, alt som I vil at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem, thi dette er loven og profeterne.” (Matt 7:12).

Derfor er der denne beskrivelse af Herren i Ordet , som kaldes kærlighedens evangelium. Enhver ægte kirke bedømmes på grundlag af dette evangelium og ikke ud fra sin lære, men ud fra hvordan denne kirke lever i overensstemmelse med sine egne læresætninger. Kort og godt hvordan kirken formår at være en enhed i kærlighed, selvom opfattelsen af læren er forskellig.

Men efter en tids forløb formindskedes menneskekærligheden og forsvandt, og med dens forsvinden indtrådte ondskab i stedet for. Med ondskaben indsneg selv falskheder sig, der-fra kom uenighed og vranglærer, hvilket aldrig ville være sket, hvis menneskekærligheden levede og herskede, uenigheder ville man da aldrig kalde uenigheder, vranglærer heller ikke for vranglærer, men en bedømmelse af læren efter meningen hos dem som antog den, hvilket man ville overlade til den enkeltes samvittighed, blot den ikke fornægtede grund-sandhederne, hvilket vil sige, Herren, det evige liv, Ordet ; blot det ikke var imod den Guddommelige orden, det vil sige imod de ti buds forskrifter.” ( AC 1834, ref. AC 1799).

Kærligheden er Faderen og visdommen formidler denne kærlighed, som en søn formidler sin faders vilje.

At Herren skal åbenbare sig for den som elsker Ham, er Skrifternes klare vidnesbyrd, og det åndelige livs brændende lys. For: “at det åndelig-naturlige menneske beslutter sig til at elske Herren, betyder at elske det, som er fra Ham, og som i sig selv er det Guddommelige, i hvilket Han er. Dette er, at gøre godt mod sin næste, kun på den måde og ikke på nogen anden , kan man blive elsket af Herren og forbindes med Han gennem kærlighed.

Når vi måske en dag i jublende glæde skal udføre vor nytte i kærlighed til Herren og medmennesket, ja så taler det himmelske menneske i os. Fordi det er forbundet med Herren i og gennem sandheden.

Når mennesket da levendegøres, opfyldes dets kærlighed til nytte, for intet menneske kan elske Herren uden aktivt at hjælpe andre. At elske Herren er at gøre nytte, fordi at gøre nytte tjener vore medmennesker, vore familier, vore forsamlinger, vore samfund, vore lan-de, ja, hele jordens befolkning, kirkerne på jorden, ja alle himmelske samfund i livet efter døden.

Alle samles vi i denne evige lovsang: Herren er kærligheden, livet og den evige nytte. Så-dan som kærligheden er, sådan er mennesket. Kærlighed er velvilje og gerning, for det et menneske elsker, det vil og gør det. (AE 251).

…. Tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden.

Amen

Kærlighed

En prædiken af Ragnar Boyesen

Prædikener